Ar er vores livs spejl. De er det synlige tegn på traumatiske oplevelser og ulykker, der har fundet sted, men kan også fortælle historier om tacklede kriser og vigtige vendepunkter i livet. Her kan du få mere at vide om, hvad et ar er, hvordan ar opstår og hvilke forskellige former disse ar kan have.
Ar opstår efter en skade på huden. Generelt kalder man både et lukket sår, som lige er startet på helingsprocessen, og de stadigt synlige spor efter et allerede helet sår, for ar.
I medicinsk henseende er arret et kraftigt, fiberrigt erstatningsvæv. Arret dannes af bindevævsceller under sårhelingen for at lukke et hul, der er opstået. Når det drejer sig om ar, skelner man mellem aktive eller umodne ar og modne ar.
Alle skader på huden efterlader spor – i form af ar. Er en skade kun overfladisk eller lille, vil disse ar næppe blive bemærket. Men er et stort område af huden ramt, eller går skaden helt ned i de dybe hudlag, kan der efterlades tydelige, synlige ar, der kan medføre mærkbare begrænsninger i hverdagen. Alle forholder sig forskelligt til deres ar – den personlige historie bag spiller i den forbindelse en stor rolle. En arbehandling bør ikke kun stile mod genvinding af bevægeligheden, men også have fokus på det kosmetiske aspekt. Uanset om det er lille eller stort, kan et ar have stor indflydelse på livskvaliteten. Derfor kan en behandling betale sig, især ved friske ar. For her er chancen for at kunne påvirke arkvaliteten positivt særlig stor.
Der findes mange forskellige årsager til hudskader, som i forbindelse med en helingsproces fører til dannelsen af et ar. Her skelner man først og fremmest mellem traumatiske sår, der fremkaldes af en voldelig påvirkning udefra, og iatrogene sår, der opstår i forbindelse med lægebehandling.
Hvis vores hud bliver beskadiget, forsøger vores organisme at reparere disse skader. Det nydannede væv har i første omgang til opgave hurtigt at lukke såret igen, så der ikke trænger fremmedlegemer og sygdomsfremkaldere ind i kroppen. Med hensyn til det kosmetiske udtryk og funktionaliteten har arvævet dog ikke de samme egenskaber, som den oprindelige hud. Arvævet er ikke længere så blødt, det er mindre elastisk, og det udtørrer hurtigere. Ved overfladiske skader, der kun vedrører overhuden (lat. epidermis), kan sår hele fuldstændigt og uden spor (epitelial sårheling). Sådanne skader i overhuden er f.eks. solskoldninger eller overfladiske hudafskrabninger. Hvis dybere hudlag er ramt, hvilket f.eks. er tilfældet ved operationer, vil der efter de forskellige faser i sårhelingen dannes et ar. Sårhelingsforløbet afhænger af typen, størrelsen og dybden på et sår, men også af den enkeltes genetik.
For at forstå dannelsen af ar kan det være en hjælp at kigge lidt nærmere på hudens grundlæggende beskaffenhed og funktioner samt på arhelingsfaserne i forbindelse med en skade.
Med sine halvanden til to kvadratmeter er huden det største og nerverigeste organ i menneskets krop og udgør op til ca. 20 % af kroppens vægt. Huden varetager en lang række komplekse kropsfunktioner som f.eks. varmeregulering samt beskyttelse mod infektioner, miljøpåvirkninger og udtørring. På den måde er huden afgørende for den indre balance og for stofskiftet.
Men samtidig er huden også meget mere end "kun" et organ: Huden er vores bindeled til omverdenen og fungerer som repræsentation, beskyttende barriere og bruges også til kommunikation. Berøringer af enhver art opfanges af hudoverfladen, fornemmelser og følelser kan udtrykkes og mærkes ved hjælp af huden. Det er ikke uden grund, at man taler om huden som "Livets spejl". Mange forandringer, der sker i kroppen, den personlige livsstil, sindstilstande eller udsving i hormonbalancen, bliver synlige via huden.
Huden har en kompleks opbygning. Opbygningen er den samme på hele kroppen. Huden består af de tre lag: Overhud (lat. epidermis), læderhud (lat. dermis) og underhud (lat. subcutis). Disse lag har forskellige opgaver. Hudens tykkelse varierer alt efter kropsregion. Betragter man huden i ansigtet eller på håndryggen, er den mange gange tyndere her end f.eks. på låret. Desuden varierer antallet af hårrødder og sanseceller som f.eks. temperatur-, smerte- og følereceptorer.
Overhud: Beskyttelse og immunorgan
Selvom det øverste lag af huden (lat. epidermis) er meget tyndt, udgør det alligevel kroppens beskyttelsesskjold. Epidermis er det hudlag, betragteren opfatter som hud. Overhudens opgave er at beskytte kroppen mod talrige påvirkninger udefra som f.eks. UV-stråling eller skadelige stoffer. Når overhuden er intakt, kan mikroorganismer som f.eks. bakterier ikke trænge ind i huden. Desuden forhindrer overhuden kroppen i at tørre ud. Cellerne i overhuden fornys permanent og har en livscyklus på ca. en måned. Derefter dør de og løsner sig fra hudoverfladen.
Læderhud: Netværk og transportsystem
Lige under overhuden og i forbindelse med den ligger læderhuden (lat. dermis). Læderhuden er tykkere end det øverste hudlag og på grund af kollagen og elastinfibre meget kraftig, elastisk og slidstærk. I modsætning til epidermis indeholder dette lag nerveceller, blod- og lymfekar. Læderhuden er blandt andet ansvarlig for, at berøringer som strøg, tryk, smerte, temperaturer eller kløe kan mærkes. De blodkar, der befinder sig i dermis, regulerer desuden hudens varmebalance.
Underhud: Fedtdepot og isolerende lag
Underhuden (lat. subcutis) består for størstedelens vedkommende af fedtvæv, der oplagrer energi, beskytter kroppen mod kulde og anvendes som polstring af den. Alt efter kropsregion har dette hudlag forskellig tykkelse. I subcutis findes desuden hårrødderne samt kroppens talg- og svedkirtler.
Værd at vide
1. Oprensningsfase (inflammationsfase)
1. Oprensningsfase (inflammationsfase)
I oprensnings- eller eksudationsfasen sørger blodkoagulationen umiddelbart efter skaden for, at blødningen standses. Samtidig danner kroppen sårsekret for at skylle bakterier og urenheder væk eller forhindre, at de trænger ind. Denne fase kan vare op til tre dage.
2. Granulationsfase (proliferationsfase)
2. Granulationsfase (proliferationsfase)
Ca. tre dage efter skaden begynder kroppen at genopbygge kar og væv. Det dannede granulationsvæv har til formål at udfylde det opståede hul og hurtigst muligt lukke såret. Granulationsfasen varer ca. 10 dage.
3. Reparationsfase (epitelisering)
3. Reparationsfase (epitelisering)
Mellem den femte og den tiende dag efter skaden begynder den sidste fase. Såret lukkes på overfladen, og ardannelsen starter. Reparationsfasen kan strække sig over flere uger og måneder.
De ar, der er opstået under reparationsfasen, udgør ikke nødvendigvis kun et æstetisk problem. De arrede steder på huden er som følge af fortykkelser, skrumpninger og hærdninger mindre elastisk. Det kan resultere i begrænsninger i forhold til bevægelighed og funktion. Derudover kan der forekomme kløe og smerter.
Værd at vide
Ar inddeles generelt i tre undergrupper alt efter deres udformning.
Hypertrofiske ar
Hypertrofiske og overskydende ar opstår i reglen som følge af en forstyrrelse under armodningen, hvorefter der dannes for meget bindevæv. Alt efter udformning kan de hævede, hypertrofiske ar også være røde eller fortykkede. De dannes i det oprindelige sårområde og er rumligt også begrænset til dette.
Keloide ar (keloid)
Ved keloider vokser bindevævet endda endnu kraftigere og mere ukontrolleret end hos hypertrofiske ar. For arvævet vokser tydeligt synligt ud over sårområdet. Udløseren kan her være en så lille skade som f.eks. et insektstik. I reglen optræder bindevævets ukontrollerede og kraftige vækst først flere måneder efter skaden og stopper efter en tid af sig selv.
Atrofiske ar
Hvis der under helingsprocessen dannes for lidt nyt bindevæv til at kunne fylde såret helt op igen, udvikler der sig atrofiske ar. Som følge af den langsomme eller dårlige sårheling falder huden ind, og der dannes tydelige kratre eller fordybninger. Et typisk eksempel på atrofiske ar er de karakteristiske fordybninger som følge af udbredt akne i ansigtet. Også strækmærker hører til gruppen af atrofiske ar.
Forbrændinger bliver for det meste til hævede, hypertrofiske ar, men kan dog alt efter udvikling også føre til indsunkne, atrofiske ar eller danne keloider. Disse inddeles alt efter forbrændingens sværhedsgrad i 3 grader. Ved førstegradsforbrændinger er det kun det øverste hudlag, der er berørt, og forbrændingsarret vil oftest gendannes helt. Hvis der dannes brandblærer, og det midterste hudlag også er berørt, er der tale om en andengradsforbrænding. Andengradsforbrændinger inddeles yderligere i trinnene 2a og 2b. Her kan graden 2a stadig hele af sig selv, mens graden 2b kræver operation. Hvis det nederste hudlag også bliver ødelagt, taler man om en tredjegradsforbrænding. Mange forbrændingsar kan udvikle sig til sklerotiske ar.
Sklerotiske ar
Ved sklerotiske ar skrumper det dannede bindevæv og trækker sig sammen. Resultatet er, at der opstår hærdede, stive ar, som ikke er tilstrækkeligt elastiske og dermed også kan føre til mærkbare begrænsninger af funktionaliteten. Derfor er det også retableringen af bevægeligheden, der er i fokus ved behandlingen af sklerotiske ar.
Et ar er ikke bare et ar. Hvis man ville betragte sårhelingen i præcis det samme sår hos to forskellige personer, ville de ar, der opstår, ikke se identiske ud. Et ar og dets udseende og udvikling afhænger af vidt forskellige, delvist påvirkelige faktorer.
Lokalisering
Ar på kropsdele, der hyppigt er i bevægelse, er konstant udsat for stræk. Denne vedvarende trækspænding kan føre til dannelse af uønskede arformer.
Alder
I den fremskredne alder heler sår dårligere, da hudens struktur ændrer sig. Elasticiteten og fedtlagene bliver mindre, og blodforsyningen aftager. Børn og unge har tendens til tykkere og mere fortykkede ar, da der ofte produceres for meget nyt bindevæv.
Hudtykkelse
Tykkere hud danner synlige og tydeligere ar. Hudens tykkelse øges fra barndommen, og omkring de 65 år reduceres den igen.
Hudtype og herkomst
Mennesker af afrikansk og asiatisk afstamning har tendens til kraftig nydannelse af bindevæv og dermed til øget ardannelse og kraftig arvækst.
Andre sygdomme
Samtidig forekomst af flere sygdomme eller tidligere sygdomme (kredsløbsforstyrrelser, diabetes etc.) har en negativ indflydelse på ardannelsen.
Vigtigt
Arvæv ændrer sig op til to år efter, at det er dannet. I den tid kan arrets udformning påvirkes positivt og effektivt ved hjælp af den rigtige pleje og behandling. Få mere at vide om behandlingen af ar.