Lymfødem
Et lymfødem dannes som følge af en ophobning af proteinholdig væske i vævet. Lymfevæsken (lymfe, lat. lympha = klart vand) kan som følge af et ødelagt lymfesystem kun borttransporteres i utilstrækkelige mængder og ophobes derfor. Et lymfødem kan som udgangspunkt optræde i alle kroppens regioner, men rammer hos størstedelen af patienterne benene.
Lymfesystemet
Lymfekarsystemet løber igennem hele kroppen og løber oftest parallelt med blodkarrene. Det er ikke et lukket kredsløb, men et halvåbent system.
Lymfesystemet er den vigtigste bestanddel af immunsystemet og fungerer som et transport- og affaldssystem for stoffer som f.eks. protein, fedtstoffer, patogener og cellerester. Ellers kan disse affaldsstoffer ikke nedbrydes i kroppen. En defekt i lymfesystemet resulterer i væskeophobning og dermed en synlig og mærkbar hævelse, altså et ødem.
Hvad forstår man ved et lymfødem?
Ødembehandling
Gå på opdagelse i vores produkter vedrørende ødembehandling
Definition lymfødem: Lymfødem er en ophobning af lymfevæske i vævet, hvilket resulterer i en lokal hævelse i vævet. Årsagen er en nedsat transportevne i lymfesystemet.
De hyppigste årsager til lymfødemer skyldes forudgående sygdomme eller behandlinger, som f.eks. brystkræftoperationer med fjernelse af lymfeknuderne. Et lymfødem optræder ikke umiddelbart efter et indgreb. Ofte sker det først flere år efter, altså ekstremt tidsforskudt. Væsentligt sjældnere skyldes lymfødemet medfødte anlæg (f.eks. for få lymfekar).
Det kan ske, at sygdommen ikke straks opdages som et lymfødem. I den tid, der så går uden en korrekt behandling, kan lymfødemets tilstand ændres negativt, og en efterfølgende behandling gøres vanskeligere.
I de fleste tilfælde optræder der ved et lymfødem ganske vist ingen smerter, men der kan opstå kraftige hævelser med spændingsfølelse i de berørte områder, der ofte medfører store bevægelsesbegrænsninger og yderligere komplikationer. Lymfødemer rammer både kvinder og mænd.
Hvilke former for lymfødemer findes der?
På baggrund af de forskellige årsager til lymfødemets opståen, skelnes der mellem to former for lymfødem:
Primært lymfødem
Et primært lymfødem kan optræde lige efter fødslen eller i løbet af livet. Årsagerne til udvikling af defekt lymfesystem er her:
- Medfødt mangel på lymfekar
- Over- eller underudvikling af lymfekar eller lymfeknuder
- Fortykkelse af lymfeknuder
Sekundært lymfødem
Det sekundære lymfødem optræder væsentligt oftere end det primære lymfødem. Det har altid en forudgående årsag, som lymfesystemet er blevet påvirket eller beskadiget af. Sekundære lymfødemer kan optræde i alle kropsregioner, og årsagerne til dem kan være mange.
Eksempler på årsager til sekundært lymfødem:
- Skader, hvorved lymfebaner eller -knuder beskadiges
- Operationer, hvor der skal fjernes lymfeknuder, eller hvor lymfebaner skal gennembrydes (f.eks. brystkræftoperation)
- Betændelse som følge af vira, bakterier, svamp, etc.
- Ubehandlet, kronisk venøs insufficiens
- Tumorer, ondartede sygdomme, bestråling, infektioner, insektstik etc.
Blandingsformer af lymfødemet
Ud over primære og sekundære former for lymfødem kan der opstå følgende blandingsformer af ødemer:
Flebo-lymfødem
Flebo-lymfødem optræder næsten udelukkende på benene. Det er en følge af en flebologisk sygdom, altså en sygdom i blodkredsløbet. Som f.eks. åreknuder eller trombose. Som følge af det øgede tryk i venerne presses mere væske ud af blodkarrene og ind i vævet. Hvis et temporært ødem, der er opstået på grund af en venesygdom (flebødem), ikke behandles, fører det på længere sigt til overbelastning af lymfesystemet. Vævet fortykkes, og der opstår et flebolymfødem.
Adipositas-associeret lymfødem
I de fremskredne stadier af den sygelige overvægt (adipositas) kan der opstå et adipositas-associeret lymfødem. Dette er oftest symmetrisk. De forstørrede og øgede fedtceller trykker på lymfesystemet og påvirker dets funktionalitet negativt. Lymfetransporten og optagelsen af lymfevæske i lymfeknuderne er hæmmet. Derudover resulterer øgningen af fedtvævet i en betændelsesproces omkring lymfekarrene, som beskadiger disse. Som følge af beskadigelsen bliver lymfekarrene utætte, og der strømmer væske ind i det omgivende væv.
Grafik af et sundt lymfesystem
Grafik af et hæmmet lymfesystem
Lymfødem, symptomer
Symptomerne på et lymfødem kan opdeles i symptomer, der kan mærkes indvendigt, og symptomer, der kan ses udvendigt. Ved hjælp af følgende punkter kan du finde ud af, om du eventuelt lider af et lymfødem.
Udvendigt synlige tegn
Tegnene er tydelige at se på de berørte steder og kan vise sig i forskellige former:
- Positivt stemmers-tegn
- Asymmetrisk hævelse af en ekstremitet, som ikke er ens i begge sider (f.eks. kun det ene ben).
- Fod- eller også håndryg er ofte hævet
- Misfarvninger af huden og andre hudforandringer
- Modtagelighed over for betændelse og hudirritation
- Tydeligt synlige hudfolder på de berørte ekstremiteter
- Eventuelle bevægelsesbegrænsninger
Indvendigt mærkbare symptomer
Ud over de synlige tegn findes der mærkbare symptomer, der kan tyde på et lymfødem:
- Trætte, tunge ekstremiteter
- Tryk- og spændingsfornemmelse
- Kriblende eller stikkende fornemmelse
- Let følelsesløshed i den berørte kropsdel
- Hurtigere træthed i det berørte ben eller den berørte arm
Hvis du opdager et eller flere tegn, der tyder på et lymfødem, skal du opsøge en speciallæge eller en specialist inden for vener eller lymfekar. Med en tidlig diagnose kan sygdommens forløb påvirkes positivt.
Stemmers-tegn og pittingtest
Et positivt stemmers-tegn kan være et tegn på et benlymfødem. Dette kan du nemt kontrollere på dig selv.
- Prøv at løfte huden på din anden tå med pegefingeren og tommelfingeren. Lykkes det, og kan du holde godt fast i huden, taler man om et negativt stemmers-tegn. I så fald foreligger der sandsynligvis ikke noget lymfødem.
- Lykkes det ikke, dvs. huden kan ikke løftes, taler man om et positivt stemmers-tegn, hvilket tyder på, at du formentlig har et lymfødem på benet.
- Sammenlign hudfolderne på de nævnte tæer på begge fødder. På foden med et positivt stemmers-tegn er denne hudfold tydeligt fortykket.
Hvis hævelsen er et andet sted på kroppen, kan pittingtesten være en hjælp. Tryk med tommelfingeren i det berørte væv i ca. 10 sekunder! Forsvinder fordybningen ikke straks, når tommelfingeren fjernes igen, tyder det på et lymfødem.
Er stemmers-tegnet negativt, betyder det ikke nødvendigvis, at et lymfødem kan udelukkes. Hvis du har flere symptomer, skal du altid få en speciallæge til at diagnosticere dem.
Afgrænsning af lymfødem og lipødem
Et lipødem er en smertefuld forstyrrelse i fedtfordelingen, hvor der også optræder omfangsøgninger. Nogle gange forveksles lip- og lymfødem, men de er forskellige i mange henseender. For at vise dig forskellene på de to sygdomsbilleder, har vi stillet de vigtigste forskelskriterier op over for hinanden. På den måde bliver det lettere at forstå en mulig diagnose.
| LYMFØDEM | LIPØDEM | |
| Ødemets optræden | Asymmetrisk & symmetrisk | Kun symmetrisk |
| Smerter (tryk, berøring, etc.) | Nej | Ja |
| Rosen (erysipelas) | Ofte | Nej |
| Konstateret hævelse på fod- og/eller håndryg | Ja | Nej |
Vigtigt: Denne selvtest erstatter ikke et besøg hos en speciallæge. For at kunne stille en korrekt diagnose er et sådant besøg absolut nødvendigt.
Hvilke lymfødem-stadier findes der?
Lymfødemer kan i forhold til deres udformning inddeles i fire stadier. Stadiet bestemmer også den behandlingsform, der bør følge, lige efter at diagnosen er blevet stillet, så en udvidelse eller forværring modvirkes.
Stadie 0 – Latensstadiet
Stadie 0 – Latensstadiet
- Diagnosticeret beskadigelse af lymfesystemet
- Der ses (endnu) ikke noget ødem
Stadie I – Spontant reversibelt stadie
Stadie I – Spontant reversibelt stadie
- Blød hævelse
- Ødem aftager ved elevering
- Fingertryk efterlader en synlig fordybning
Stadie II – Ikke spontant reversibelt stadie
Stadie II – Ikke spontant reversibelt stadie
- Fortykkelse i bindevævet
- Ødem aftager ikke længere ved elevering
- Tryk med fingeren er næsten ikke muligt længere
Stadie III – Irreversibelt stadie
Stadie III – Irreversibelt stadie
- Den berørte kropsdels volumen er voldsomt forstørret
- Fortykket hud med hudforandringer
- Kraftig begrænsning af bevægeligheden
Behandlingskonceptet ved lymfødemer
Den eneste behandlingsmulighed, der ved et lymfødem bevisligt medfører en forbedring/modvirker en forværring, er den komplekse fysioterapeutiske lymfødembehandling (KFL). I den første fase af KFL afhæves vævet så meget som muligt. Dette gøres bedst med daglig manuel lymfedrænage (MLD) og en kompressionsbehandling med medicinsk justerbare kompressionssystemer (ACD) eller kompressionsbandager, som er tilpasset lymfødemets aktuelle stadie. I den anden fase drejer det sig om at bevare den afhævede tilstand ved hjælp af MLD og et individuelt fremstillet fladstrikket kompressionsprodukt (Juzo Expert eller Juzo Expert Strong). Hudpleje, afhævningsøvelser og en vis portion selvstændigt initiativ fra patientens side er vigtige ingredienser i den samlede terapi. Kun ved konsekvent og vedholdende behandling kan lymfødemets omfang reduceres, og de opnåede resultater opretholdes permanent.
Operative metoder
- Delvis eller komplet fjernelse af det øgede væv, så der produceres mindre lymfe (resektionsmetode)
- Bortledning af lymfevæsken fra lymfekarsystemet af ekstraanatomisk vej, f.eks. via forbindelsen mellem lymfekar og vene (afledende metode)
- Etablering af forbindelse mellem de blokerede eller afbrudte dele af lymfekarsystemet, f.eks. gennem transplantation af lymfebaner og -knuder (rekonstruktiv metode)
Ved alle disse foranstaltninger og metoder skal der foreligge nogle ganske særlige forudsætninger og forhold, og fordele og ulemper skal afvejes.
Hvilke komplikationer kan der opstå?
Behandles et lymfødem utilstrækkeligt eller forkert eller slet ikke, kan der med tiden udvikle sig hudforandringer, vævsfortykkelse og andre komplikationer, der vil medføre yderligere problemer.
På de kropsdele, der er berørt af lymfødemet, bliver huden tør og begynder at skalle af. Da protein ikke kan transporteres tilstrækkeligt bort af det beskadigede lymfesystem, aflejres det i vævet. Dette kan medføre betændelse. Der dannes nyt bindevæv, ødemet bliver derfor endnu større og fortykkes (fibroser).
Da immunsystemet hos lymfødempatienter er ødelagt i de berørte områder, er organismen mere modtagelig over for bakterielle hudinfektioner som rosen (erysipelas) og hudsvamp (mykose). Disse skal hurtigst muligt behandles medicinsk.